Lokaltog udskyder normal drift i Nordsjælland til foråret 2027

Lokaltog udskyder den planlagte tilbagevenden til normal drift på banerne i Nordsjælland. Siden ulykken på Gribskovbanen 23. april har selskabet kørt med reduceret drift på fire ud af fem strækninger i området.
Planen var oprindeligt at genindføre den normale køreplan medio oktober, men forhøjet sygefravær blandt lokomotivførerne betyder, at det ikke er muligt.
Lokaltog har siden ulykken gennemført en række tiltag med fokus på medarbejdernes trivsel og tryghed og har blandt andet rekrutteret flere lokomotivførere. Sygefraværet er dog fortsat forhøjet.
”Vi er selvsagt meget ærgerlige over, at det ikke er muligt for os at vende tilbage til den normale drift i oktober, som vi havde planlagt. Vi er meget bevidste om, at det er skuffende og frustrerende for vores kunder, at vi beklageligvis er nødt til at fortsætte med reduceret drift på fire af vores fem strækninger i Nordsjælland”, siger Stig Allan Nielsen, driftsdirektør i Lokaltog.
Ifølge Lokaltog vil en fuld tilbagevenden nu indebære en høj risiko for ustabil drift og mange akutte aflysninger.
”Fremfor at annoncere en normal drift, der til stor frustration for kunderne igen og igen risikerer at køre ustabilt, så har vi valgt at fortsætte med en reduceret drift, som kunderne så til gengæld bedre kan regne med,” siger Stig Allan Nielsen.
Den nye plan betyder, at den nuværende nødkøreplan fortsætter frem til 13. december. Herefter genoptages halvtimesdriften i weekenderne, mens nattog fortsat erstattes af togbus. Fra 1. april 2027 skal nattogene genindsættes, og normalkøreplanen være fuldt genimplementeret.
Nærumbanen kører allerede som normalt, mens hurtigtogene på Frederiksværkbanen fortsat er indstillet på grund af mangel på togsæt.
Faktaboks:
- Reduceret drift fortsætter på fire af fem strækninger i Nordsjælland
- Den nuværende nødkøreplan gælder frem til 13. december 2026
- Fra 13. december genoptages halvtimesdrift i weekenderne
- Nattog erstattes fortsat af togbus indtil 1. april 2027
- Fra 1. april 2027 genindsættes nattogene, og normalkøreplanen skal være fuldt genimplementeret
- Nærumbanen kører som normalt
- Hurtigtogene på Frederiksværkbanen er fortsat indstillet på grund af mangel på togsæt






Accepter kun nødvendige cookies